Over and out

Jeg må vel hellere få afsluttet denne hersens blåg inden overskriften bliver ligeså irrelevant som en salatbar til en buffet. Selvom det er ved at være en uges tid siden – og lidt til – så vil jeg da lige fortælle om vores tur på rådhuset. Det var dagen efter kampen i Svendborg og det virkede ikke helt som om alle havde fået alkoholen ud af kroppen. Især Nicolai og min favorit elektriker Søren Smed (der forøvrigt holder svendegilde med øl og gris ad libitum den 17. maj. Jeg vil godt opfordre alle til at møde op, så vi kan få lidt af de penge tilbage som han har hustlet fra os gennem de seneste ti år. Man skal iøvrigt melde sig til hos hans mor... Han skulle dog ha’ fået lov til at være sent oppe.) virkede ikke til at være i nærheden af at være ædru, hvilket resulterede i, at de stemte i en tidligere (!) brømby-sang, der indeholder op til flere ord - noget de ofte har haft svært ved at huske på Vestegnen: ”Vi er mestrene”. Vi fik desuden et fint etui med Århus’ logo indeholdende et par kort spil. Fin gave, men det der gjorde den ekstra sej var, at der på det store mærke på bagsiden stod ”Made in West Germany”. Mon ikke de har et ret stort kælderrum på rådhuset med en hel del gaver...?

Timing

Timing er et utroligt fortærsket begreb i sportens verden. Vi har som absolut minimum brugt 30 minutter af hver eneste træning siden jul på at løbe igennem vores kaskade af systemer, så vi kan få den rette timing i dem. Det nytter jo ikke noget at være fri under kurven, hvis Andreas eller Martin (helt tilfældigt valgt, det kunne være hvem som helst. Nej, vel...) stadig står og dribler oppe på toppen med begge øjnene fokuseret på læderet. Nå, men i sidste uge købte vi i familien et par sæsonkort (og fik overtalt fysioterapeut Jens Knudsen til det samme) til Tivoli Friheden. Fint nok selvom jeg husker deres rutchebane noget højere – altså når man ser den nedefra. Der er selvfølgelig ikke plads til min lange ben i vognene. Dagen efter (!) fik vi så en mail hvori der stod, at vi sammen med en ledsager kunne komme gratis i Tivoli via vores personalekort. Det er timing! Et andet eksempel på mangel på timing er, at der i morgen mandag endelig skulle komme en kube op i Arenaen. Århus GF tabte desværre til GOG så deres sæson sluttede i sidste uge med nogle flotte bronzemedaljer og vores sæson er som bekendt også færdig. Se det er endnu bedre timing! Den kan selvfølgelig bruges i weekenderne over sommeren, så pedellernes børn kan spille PlayStation på den, men det var trods alt nok ikke meningen med den. For at slutte dette timings-afsnit så vil jeg lige nævne, at jeg har haft halsbetændelse og derfor hverken har været med til den afsluttende buffet eller at blive hyldet på Communale (i ved det der atletikanlæg, hvor temperaturen altid ligger minimun 10 grader under hvad den reelt er og hvor der desværre ofte er gæstfrie værter) i pausen af de hvi’es kamp mod OB. Pis.

Sponsor banquet

Jeg var desværre ikke med, men det skal da ikke stoppe mig fra at fortælle lidt om banquetten. I fredags blev den årlige spiller-staff-sponsor-hjælpere-mv banquet nemlig afholdt på Varna. Der var vist knap 200 mennesker, hvilket jeg synes er ret imponerende. I år var der forskellige auktioner – bl.a. over vores spilletrøjer. Nicolai Iversens trøje blev solgt for 10000 godt hjulpet på vej af ejermandens egne opfordringer til at hæve prisen med klassiske fodbold-gloser ala "Det er nummer 10, og ved nummer 10 er det jo en vis magi, vi snakker Laudrup, Elkjær og Maradona og ja selvfølgelig mig selv". Det var vist Chris’ der gik for det højeste beløb – det dobbelte af min. Det er nu fair nok. Der er jo laangt mere stof i hans trøje. Især rundt om maven er der jo nærmest en meter mere stof i hans da min på indersiden er helt tyndslidt på grund af stoffets kontinuerlige gnubben mod et vaskebræt. Naaaaah det er ikke helt sikkert I skal tro på det... Nå, min blev godt nok kun solgt for 8000 til gengæld, og meget mere vigtigt, var køberen ingen ringere end Lars Windfeld himself! Hvad mere kan en gammel fan ønske sig? Man kan nu godt påstå, at det er rimligt nok, at han nu har mulighed for at hænge min trøje op midt i stuen da jeg, da jeg boede i USA med den nuværende SISU-træner Jesper Krone, i to år havde en forside med Lars Windfeld hængende på væggen. Vi er helt tilbage i 1998, hvor det sidste rigtige AGF highlight indtraf, da de ekspederede Nantes ud af UEFA-cuppen. Han hang forøvrigt ved siden af et flot billede af en Århus Sporveje (RIP) bus nummer 14 (mod Skjoldhøj mener jeg), som Jesper far havde været så venlig at sende over til os. Et flot syn, som jeg er ret sikker på var unikt i USA...

Over and out

Så må det være nok med dette skriveri. Slutspillet er ovre og dermed også denne blog. Tak til min mor og måske min far, som jeg formoder har kæmpet sig hele vejen igennem. Også et stort og sørgmodigt farvel og tak til den mange årige Århus Stiftstidende basketball-journalist Peter Eilertsen, som har valgt at stoppe på Sporten efter at have dækket os i hele min tid i Bakken. Tak for mange hyggelige snakke og jeg forventer også fortsat at se dig i Arneaen selvom du skal betale for at komme ind nu...

God sommer til alle og husk, at det er om sommeren man kan blive bedre end ens konkurrenter...

Weeee!

Det lykkedes sørme igen. Alle sportsudøvere, pånær københavnere forståes, skulle prøve at vinde et mesterskab. Det er en fantastisk følelse. Og selvom Kierkegaard postulerede at forventningens glæde er den største, så mener jeg absolut, at i dette tilfælde overstiger glæden ved at være bedst til noget alt andet. Lige pludselig gør det ikke ondt i kroppen længere og lur mig om ikke selv vores ellers kære direktør Michael Piloz fik liret et enkelt smil af sig – noget han ellers kun gør når han er hjemme ved sin franske familie til frølår og trøfler.

Træning

Nå, vi må hellere tage det i kronologisk rækkefølge ellers bliver min lille center-hjerne helt forvirret. Sidst jeg skrev førte vi 2-0 i kampe. Der er især to detaljer der står klart i min hukommelse fra de derpå følgende træninger. For det første lykkedes det mig at vinde førstepræmien i vores interne 3er konkurrence. En lunken og halvflad cola, det var dog ikke en light. Tænk hvis vores såkaldte skytter var ligeså gode til skyde som centerne på holdet. Så ville de andre hold jo ikke have en chance. Forestil jer modsat Andreas Jakobsen eller Martin Thuesen vinde over os i en højrehånds-hook-ind-over-midten-konkurrence. Nej vel. Mads Nyboe kom iøvrigt ind på 2. pladsen og vandt en flaske ketchup. Stort tillykke herfra.



Vi har ofte haft besøg af Andreas Jørgensen til vores træninger – også efter han valgte at skifte til Aabyhøj. Andreas er altid god for en konkurrence. Nicolai Iversen var ikke sen til at tage handsken op efter en af træningerne i Arenaen. Af grunde jeg ikke er klar over enedes de om et spil strip-3er. Kort fortalt så gik det ud på, at de skød 15 3’ere og den der scorede færrest skulle smide et stykke tøj. Andreas tabte selvfølgelig samtlige runder, hvilket fik Casper Hesseldals 17-årige søster, som var i Arenaen for at se os træne, til at løbe ud af hallen, mens Andreas gik rundt og mumlede noget om held og revanche. Samme dag fik vores træner Mads Sigersted endvidere en parkeringsbøde for at holde samme sted som Jens Jensen, Nicolai Iversen, undertegnede og mange andre har holdt nærmest hver eneste dag mens vi træner. Hehe...

Kampene

Tredje finalekamp blev en ganske god basketball-kamp. Kampen var tæt det meste af vejen, men heldigvis var vi foran da det talte. Fjerde kamp blev heldigvis også den sidste. I kan læse masser om kampene andre steder så det skal jeg ikke kede jeg med her. Vil blot nævne, at jeg var 150% på straffekast (iflg. statistikken). De har desværre fået det rettet sidenhen, men jeg har en udskrift som jeg regner med, at madammen derhjemme ikke har noget imod kan få en fremtrædende plads i stuen... Iøvrigt var det imponerende, at det stadig fremgik af programmet i Svendborg, at vores træner hedder Brett Vana. Det er trods alt nogle måneder siden han tog hjem.

It’s not a bear – it’s Fys!

Efter den sidste kamp stod den på champagne, guldøl og barbering. Vores meget behårede, på underansigtet ikke på toppen..., fysioterapeut, Andreas Jakobsen, hvis kropsbehåring allerede er legendarisk og Martin Thuesen lukkede sig inde på et wc på ca. 1 kvm for at få styr på skægget. Efter en kort men intens kamp kapitulerede Andreas og måtte se skægget trække sig sejrrigt ud af kampen, så selv en polsk lastbilschauffør ville knibe en tåre over udformningen af ansigstsbehåringen.

Vores tidligere holdkammerat, Daniel Meltesen, har været en trofast støtte under alle finalekampene. Til den afgørende finalekamp dukkede han sågar op med seks kasser guldøl impoteret via forældrenes kælder fra Onkel Duborg. Det krævede ikke mange sekunders overtalelse at få Daniel og kasserne med hjem i bussen, hvilket ingen fortrød. Busturen var i det helt taget sjov og som sædvanligt nåede sangene deres maksimum da vi passerede Hårsens.

Nå, det må være nok for denne gang. Del 2 kommer inden alt for længe. Ligesom denne del kom lige efter kamp 3...

2-0!

Ja tak! Så sidder vi her igen. I bussen på vej hjem fra kamp. Som den skarpe læser nok allerede ved, så har vi netop besejret Svendborg på udebane med et enkelt point. Det var en rigtig slutspilskamp, hvor det polerede spil var afløst af fight og intensitet. Vi spillede absolut ikke vores bedste kamp, men hvad gør det når tingene går vores vej til sidst? Jason var fremragende. Ikke nok med, at han dunkede henover Holger han afgjorde også kampen med et sikkert straffekast to sekunder før tid. Jeg havde alt andet end en god kamp – især i angebet var der ikke mange bolde der gik i rusen – og der var endda på trods af, at Svendborg lader os store stå fri stort set overalt på banen.

Nå, tilbage til det vigtige. Som altid stod den på pastasalat på udvejen. Denne gang var den blevet spicet lidt op med en ukrudtslignende plante (rucola el lign). Heldigvis var der også dressing og bacon i. Hjemad var der anderledes forplejning. Kalkun med sovs, kartofler og noget salat-halløj. Derefter var der en kæmpe chokoladekage med en flot glasur, der forestillede en bjørn på en damptrommel og der var vist også en kanin med i billedet... Stor tak til Vibeke fra Atletions café!

Ugen har ellers budt på en håndfuld træninger og en enkelt tur på rådhuset til DM-fest. Turen på rådhuset var som altid fornøjelig. Denne gang var det en flot vase, som kommunen havde ladet fremstille til unge mennesker (hovedparten er under 30). Nicolai og Andreas, der bor sammen og i det helt taget gør mange ting sammen, virkede dog meget begejstrede for vaserne. De har nemlig en enorm hyggelig stue, hvor vi ofte ser NBA (dog ikke i søndags da Nicolai hellere ville ha’ besøg af damen, hvilket Andreas virkede noget skuffet over...). Nå, men inde i stuen har de en fint arrangement med blomster og et maleri der forestiller en kronhjort der står ved en skovsø. Den ene vase er så blevet placeret således, at det ser ud som om, at kronhjorten står og drikker af vasen. Her sidder de to kammerater så i deres nye speedo-lignede træningsbukser (der for den nette sum af 800 kr. garanterer, at man aldrig får ømme ben) og kigger på skovsøen, mens stearinlysene brænder i vinduskarmen. Ømt.

Finalekampene bliver alle vist på DK4. Om de er spændende eller ej vil jeg lade være op til den enkelte. Til gengæld vil jeg gerne rose kanalen for at sende basketball! NBA direkte på dansk fjernsyn... Kan man ønske sig meget mere i et uland, hvad angår sportsjournalistik? Jeg synes helt generelt, at niveauet af sportsjournalistikken i Danmark er for lavt. Der er afgjort nogle dygtige lokale journalister, som både er vidende og engagerede, men Ekstra Bladet og BT som jo ellers reklamerer med sport skriver jo nærmest intet reelt om sport og deres ledere er så forudsigelige, at selv et postmove fra Tim Duncan er mere spændende... Sammenlign evt. www.aftonbladet.se/sportbladet med de danske sportsblade. Ved godt der bor tre millioner flere mennesker i Sverige og de er bedre til flere idrætsgrene, men der er stadigvæk så afsindig stor forskel på hvordan de går i dybden med kampe og sport generelt i forhold deres danske kollegaer. Skal den tages videre så sammenlign med www.marca.com og de andre i syden (men der er trods alt nok lidt uretfærdigt...). Jeg skyder skylden på tv2 og 80/90ernes leflen for Brømby og damehångbold. Her var niveauet så latterligt lavt at de aldrig rigtig er kommet op igen. Herefter er det blevet legalt at lave historier om Jane Kolling, der skal have farvet hår og sige Ikast-Bording 22-20. Eneste kredit der skal gives til dem er, at de med NFL fandt nogle nørder som også kan formidle og derved fik skabt en succes. Sådanne værter findes der i 90% af landene på samtlige sportsprogrammer, men ikke i DK. Her bliver vi, i det primære ugentlige sportsprogram, spist af med en radiovært uden forstand på sport og en tidligere kvindelig korkprop-spiller. Suk. Ak ja, det er hårdt at blive gammel og sur...;-)

Sniksnak

Tirsdag aften… Burde se fodbold med min ven og center-kollega Michael Niebling, men han har brændt mig af. Snøft. Uden at vide det, så gætter jeg på, at der kom en travhest i vejen. Nå, men så kan jeg jo ligeså godt skrive lidt til jer, kære Bakken-fans.

Lørdag var der fællesudflugt til Aabyhallen. Nogle for at se basketball, men for mit vedkommende ligeså meget for at se, hvilke kager de havde fået bagt denne gang. Lørdagens vinder var klart en mørk drømmekage fra Brovst. Godt smattet og velbagt. Der var desværre udsolgt allerede i 1. halvleg. Der var, med rette, meget muggen i krogene over det. Aaby vandt forøvrigt en forholdsvis sikker sejr efter en god 2. halvleg. Den tidligere bjørn, Andreas Jørgensen, kommenterede sejren således: ”Jeg er lidt forvirret. Jeg plejer at få en medalje om halsen når jeg vinder sidste kamp.” Andreas spillede en forrygende kamp, men kan man ikke kræve, at en veltrænet fyr i starten af tyverne på knap to meter kan dunke når han er fri fra midten? Jo, det kan man godt – især når tilskuerne i forvejen er i dårligt humør pga. mangel på kage.

Siden sidst har vi kun haft træning et par gange. Især træningen søndag morgen blev der fra rutineret side set frem til med spænding. Det lykkedes desværre alle at komme til tiden – på trods af sommertid. Noget overraskende og ikke godt for bødekassen. Træningen startede med 20 minutters fodbold. Jeg skal da ikke undlade at gøre opmærksom på, at mit hold vandt 4-3 bl.a. efter et pragtmål, med knæet, af undertegnede. Efter fodbold gik vi direkte over i gladiatorkamp, hvilket bedst beskrives som det vi kaldte kongeløber da jeg gik i folkeren. Alle blev udstyret med en stor madras og så galdt det ellers om at løbe fra den ene ende til den anden, mens madrassen blev brugt som skjold. Kom ikke og sig, at vores trænere ikke har fået noget ud af otte år på seminariet... Herefter stod den selvfølgelig på basketball, men det kommer nok ikke som et chok for nogen.

Her til aften havde vi en mere klassisk træning. Som det hører sig til i ethvert slutspil træner vi en håndfuld nye systemer til hver kamp. Det vil dog ikke sige, at vi ikke løber de gamle længere, hvilket igen vil sige, at der efterhånden er mange systmer at huske på. Til at afhjælpe dette har Staff lavet forskellige huskeremser til de ikke så systemstærke – bl.a. kan nævnes XP-bus, som hverken hentyder til et populært styresystem fra Microsoft eller nogen form for offentlig transport. Derimod er det et akronym for fem udvalgte systemer. Træningen forløb uden det store drama. Søren Ege var med til at skyde lidt, så mon ikke vi ser ham igen på banen inden finalerne er ovre? Jeg håber og tror det. Jeg var desværre på samme hold som Nicolai Iversen i samtlige kampe i dag, så jeg kunne ikke forlænge min streak på ni træninger i træk, hvor jeg har låget ham til ti. Ærgerligt.

Udenfor banen, men dog stadig i Bakken Bears regi, er der to større hændelser, der er løbet af pinden. Som det hører sig til har vi selvfølgelig aftalt at lade håret stå i slutspillet. Der er dog visse undtagelser, som er blevet godtaget efter en del diskussion. Jens Jensen, vores kære kaptajn, har fået lov at klippe samtlige ni hår han har på hagen. Alle var enige om, at det simpelthen så for usselt ud. Værre er det med Andreas Jakobsen. For jer derude i det ganske land, som ikke har haft fornøjelsen af at være i bad (altså brusebad selvom bofælle Nicolai forgæves har forsøgt at få ham med til vinterbadning...) med Andreas, så kan der oplyses, at han har en ganske imponerende måtte af hår på ryggen. Efter en ophedet diskussion blev vi derfor enige om, at det var i alles interesse, hvis han fortsat fik lov til at studse hårene på ryggen. Vi skal ikke have nogle sure kærester her i slutspillet.

I dag er det, som det vel efterhånden er gået op for alle, den 1. april. Hvad hører sig til den 1. april? Tadaa, rigtigt en aprilsnar. Helt som forventet lavede vores allesammens Fys, altså fysioterapeut Jens Knudsen, et vaskeægte hattrick og hoppede på vores aprilsnar på www.bakkenbears.com. Som det kan ses på det lille billede nedenfor dette, så var han dog absolut ikke den eneste... Retfærdigvis skal det nævnes, at den unavngivne spiller selv fangede den, modsat Fys, hurtigt.



Som lovet... Ingen blog uden ishockey og AGF, selvom jeg nok bare burde ha’ forbigået det i tavshed. I søndags lykkedes det nemlig 1/3 af den gule axis of evil (Horsens IC, Brømby og Herning Blue Fox) at få en enkelt sejr i hus, men heldigvis blev der udlignet tidligere i dag. De hvi’e...?! Tjaa hvad kan der næsten siges? Fire kampe, nul mål. Om ikke andet så ved de da, hvad de skal træne i den kommende uge...

Nå, det blev en længere omgang, men heldigvis er det ganske frivilligt om I gider nå helt herned... Jeg vender tilbage før finalerne går i gang med mere varmluft om tingene omkring Bakken Bears. Og hvad angår Michael Niebling, så har han ringet og sagt, at han blev nødt til at arbejde over, men han fik også lige spurgt om jeg havde set, at Johnny Takter havde vundet to afdelinger i aftenens V65-spil på Jägersro, så...

I finalen

Endnu en blog? Ja, det er desværre det, der kan komme ud af at være i for godt humør når vores kære direktør spørger om vi ikke skal ha’ sådan en af de der blågs minutter efter Frederikshavn har klasket SønderjyskE i den sjette og afgørende semifinale... Derfor vil jeg i de følgende uger forsøge at holde jer der gider at læse dette orienteret i hvordan det er at spille slutspil i Danmarks bedste basketball-række. Er det for kedeligt så hop ind på Youtube og se nogle af vores reklamefilm. De er sjove!

Klokken er 23.55. Vi sidder i bussen på vej hjem fra Hørsholm. Vi har netop kvalificeret os til finalen i årets Canal Digital Liga efter en ret sikker sejr over nogle dygtige, men ikke så rutinerede Hørsholm-spillere. Der var afgang fra Århus kl. 14:30 med flere kilo pastasalat, bananer nok til at bespise en zoologiskhave, 12 spillere, seks medlemmer af staff, en dedikeret fan samt en kæreste. Turen derover gik som sådan nogle nu gør. Chris får hurtigt styr på sine absurd lange lemmer og placeret dem vandret. Denne gang undlod han dog at indtage 13 hele rugbrød og tre liter kakaomælk – noget der ellers gav nærmest uendelig respekt da han fik fortæret det hele på et kvarter... Respekten røg dog hurtigt igen, da han senere købte Se & Hør på en tankstation. Snak om at gøre tidligt klar til at blive pensionist. Resten af spillerne så film enten på medbragtet computere eller på skærmene i loftet, hvor Simpson blev vist igen og igen. Efter et enkelt stop på en tankstation var vi fremme ved hallen fem kvarter før kampstart.

Vi kom godt i gang med kampen. Desværre fik Hørsholm hurtigt vendt vores 5-0 føring til 13-5 i deres favør. Andreas Jakobsen havde heldigvis en af de dage, hvor det skruede skud havde det med at ryge igennem ringen, så vi kommer med i kampen igen og Nicolai får endda hevet lidt i ringen slutteligt i halvlegen. Så er han jo glad og vi andre er fri for at høre ham brokke sig i pausen over hvor lidt han har bolden... Efter pausen kommer vi godt i gang og lukker faktisk kampen allerede midt i tredje periode. Vi får spillet alle mand og selv trænerne virker, utroligt nok, tilfredse. Det var ikke sket i gamle dage, hvor der altid var skideballer – også når vi gav f.eks. Stevsngade 30 på udebane. Kan være den gamle er ved at blive blød, men han er vist også blevet 40...

Hørsholm gør sig ellers især bemærket ved at have Torben Piechnik som fysioterapeut! Ja, ham. En sand legende for os, der af en eller anden bizar grund holder med AGF: Der var vist også noget med at han var med til at vinde en eller landsholdsturnering og har spillet i en eller anden sekunda-klub i England, men hvad er det mod, at han var med hos de hvi’e mens de faktisk vandt?! Jeg turde naturligvis ikke snakke til ham. Legender skal man ikke sådan gå og tiltale. Til sammenligning kan det nævnes at vores Fys har spillet old boys i CIF. Han måtte dog stoppe da han konstant blev skadet – bl.a. mistede han en tand...

Efter at have råbt det obligatoriske ”hvem var det, der vandt i dag” (hvor Jason iøvrigt byder ind med ”Vam ca sifj dsij afadf ke”) er der tid til at vores havnere lige skal roses lidt af deres forældre. Som altid synes Andreas Jakobsens mor, at sønnike spillede bedst og aer ham blidt over kinden mens faderen diskuterer med trænerstaben: ”Hvorfor tog I ham ud?”. Derefter tilbage i bussen, hvor der denne gang er pizza og sodavand mens en eller anden film løber over skærmen. Der er desværre ikke danske undertekster så Tonny og vores Fys, som ikke er så gode til engelsk, går hurtigt i dokken.

I den anden semifinale vandt kaninerne fra Fyn på Amager. Jeg har lidt et ambivalent forhold til, hvem jeg helst vil møde. Vi plejer at spille nogle sjove kampe mod Svendborg, men til gengæld er maden vi får når vi har spillet i Amager i topklasse. Bøf, kartofler, rødbeder, spejlæg, bløde løg og adskillige deciliter sovs. Det er svært at hamle op med. Jeg ved hvem Nicolai helst vil møde, men det kan I se for jer selv, hvis det skulle ende med at blive Svendborg...

Vi har nu to uger (!) til næste kamp. Mon ikke vi kan få et par dage fri af vores flinke træner...? Synes efterhånden jeg har dækket Chris så mange gange til træning, at det må være på tide med noget afveksling. Desværre er de andre lange ude med skader, så det bliver nok til to ugers brydning med The Natural Bornholmer. Godt jeg har været flittig i vægtrummet de sidste par år...

Nå, det må vist være nok for denne gang. Jeg lover også fremover at få flettet både AGF og Frederikshavn ind i disse skriverier; man skal jo gi’ folket det de vil ha’.