Weeee!

Det lykkedes sørme igen. Alle sportsudøvere, pånær københavnere forståes, skulle prøve at vinde et mesterskab. Det er en fantastisk følelse. Og selvom Kierkegaard postulerede at forventningens glæde er den største, så mener jeg absolut, at i dette tilfælde overstiger glæden ved at være bedst til noget alt andet. Lige pludselig gør det ikke ondt i kroppen længere og lur mig om ikke selv vores ellers kære direktør Michael Piloz fik liret et enkelt smil af sig – noget han ellers kun gør når han er hjemme ved sin franske familie til frølår og trøfler.

Træning

Nå, vi må hellere tage det i kronologisk rækkefølge ellers bliver min lille center-hjerne helt forvirret. Sidst jeg skrev førte vi 2-0 i kampe. Der er især to detaljer der står klart i min hukommelse fra de derpå følgende træninger. For det første lykkedes det mig at vinde førstepræmien i vores interne 3er konkurrence. En lunken og halvflad cola, det var dog ikke en light. Tænk hvis vores såkaldte skytter var ligeså gode til skyde som centerne på holdet. Så ville de andre hold jo ikke have en chance. Forestil jer modsat Andreas Jakobsen eller Martin Thuesen vinde over os i en højrehånds-hook-ind-over-midten-konkurrence. Nej vel. Mads Nyboe kom iøvrigt ind på 2. pladsen og vandt en flaske ketchup. Stort tillykke herfra.



Vi har ofte haft besøg af Andreas Jørgensen til vores træninger – også efter han valgte at skifte til Aabyhøj. Andreas er altid god for en konkurrence. Nicolai Iversen var ikke sen til at tage handsken op efter en af træningerne i Arenaen. Af grunde jeg ikke er klar over enedes de om et spil strip-3er. Kort fortalt så gik det ud på, at de skød 15 3’ere og den der scorede færrest skulle smide et stykke tøj. Andreas tabte selvfølgelig samtlige runder, hvilket fik Casper Hesseldals 17-årige søster, som var i Arenaen for at se os træne, til at løbe ud af hallen, mens Andreas gik rundt og mumlede noget om held og revanche. Samme dag fik vores træner Mads Sigersted endvidere en parkeringsbøde for at holde samme sted som Jens Jensen, Nicolai Iversen, undertegnede og mange andre har holdt nærmest hver eneste dag mens vi træner. Hehe...

Kampene

Tredje finalekamp blev en ganske god basketball-kamp. Kampen var tæt det meste af vejen, men heldigvis var vi foran da det talte. Fjerde kamp blev heldigvis også den sidste. I kan læse masser om kampene andre steder så det skal jeg ikke kede jeg med her. Vil blot nævne, at jeg var 150% på straffekast (iflg. statistikken). De har desværre fået det rettet sidenhen, men jeg har en udskrift som jeg regner med, at madammen derhjemme ikke har noget imod kan få en fremtrædende plads i stuen... Iøvrigt var det imponerende, at det stadig fremgik af programmet i Svendborg, at vores træner hedder Brett Vana. Det er trods alt nogle måneder siden han tog hjem.

It’s not a bear – it’s Fys!

Efter den sidste kamp stod den på champagne, guldøl og barbering. Vores meget behårede, på underansigtet ikke på toppen..., fysioterapeut, Andreas Jakobsen, hvis kropsbehåring allerede er legendarisk og Martin Thuesen lukkede sig inde på et wc på ca. 1 kvm for at få styr på skægget. Efter en kort men intens kamp kapitulerede Andreas og måtte se skægget trække sig sejrrigt ud af kampen, så selv en polsk lastbilschauffør ville knibe en tåre over udformningen af ansigstsbehåringen.

Vores tidligere holdkammerat, Daniel Meltesen, har været en trofast støtte under alle finalekampene. Til den afgørende finalekamp dukkede han sågar op med seks kasser guldøl impoteret via forældrenes kælder fra Onkel Duborg. Det krævede ikke mange sekunders overtalelse at få Daniel og kasserne med hjem i bussen, hvilket ingen fortrød. Busturen var i det helt taget sjov og som sædvanligt nåede sangene deres maksimum da vi passerede Hårsens.

Nå, det må være nok for denne gang. Del 2 kommer inden alt for længe. Ligesom denne del kom lige efter kamp 3...