Over and out

Jeg må vel hellere få afsluttet denne hersens blåg inden overskriften bliver ligeså irrelevant som en salatbar til en buffet. Selvom det er ved at være en uges tid siden – og lidt til – så vil jeg da lige fortælle om vores tur på rådhuset. Det var dagen efter kampen i Svendborg og det virkede ikke helt som om alle havde fået alkoholen ud af kroppen. Især Nicolai og min favorit elektriker Søren Smed (der forøvrigt holder svendegilde med øl og gris ad libitum den 17. maj. Jeg vil godt opfordre alle til at møde op, så vi kan få lidt af de penge tilbage som han har hustlet fra os gennem de seneste ti år. Man skal iøvrigt melde sig til hos hans mor... Han skulle dog ha’ fået lov til at være sent oppe.) virkede ikke til at være i nærheden af at være ædru, hvilket resulterede i, at de stemte i en tidligere (!) brømby-sang, der indeholder op til flere ord - noget de ofte har haft svært ved at huske på Vestegnen: ”Vi er mestrene”. Vi fik desuden et fint etui med Århus’ logo indeholdende et par kort spil. Fin gave, men det der gjorde den ekstra sej var, at der på det store mærke på bagsiden stod ”Made in West Germany”. Mon ikke de har et ret stort kælderrum på rådhuset med en hel del gaver...?

Timing

Timing er et utroligt fortærsket begreb i sportens verden. Vi har som absolut minimum brugt 30 minutter af hver eneste træning siden jul på at løbe igennem vores kaskade af systemer, så vi kan få den rette timing i dem. Det nytter jo ikke noget at være fri under kurven, hvis Andreas eller Martin (helt tilfældigt valgt, det kunne være hvem som helst. Nej, vel...) stadig står og dribler oppe på toppen med begge øjnene fokuseret på læderet. Nå, men i sidste uge købte vi i familien et par sæsonkort (og fik overtalt fysioterapeut Jens Knudsen til det samme) til Tivoli Friheden. Fint nok selvom jeg husker deres rutchebane noget højere – altså når man ser den nedefra. Der er selvfølgelig ikke plads til min lange ben i vognene. Dagen efter (!) fik vi så en mail hvori der stod, at vi sammen med en ledsager kunne komme gratis i Tivoli via vores personalekort. Det er timing! Et andet eksempel på mangel på timing er, at der i morgen mandag endelig skulle komme en kube op i Arenaen. Århus GF tabte desværre til GOG så deres sæson sluttede i sidste uge med nogle flotte bronzemedaljer og vores sæson er som bekendt også færdig. Se det er endnu bedre timing! Den kan selvfølgelig bruges i weekenderne over sommeren, så pedellernes børn kan spille PlayStation på den, men det var trods alt nok ikke meningen med den. For at slutte dette timings-afsnit så vil jeg lige nævne, at jeg har haft halsbetændelse og derfor hverken har været med til den afsluttende buffet eller at blive hyldet på Communale (i ved det der atletikanlæg, hvor temperaturen altid ligger minimun 10 grader under hvad den reelt er og hvor der desværre ofte er gæstfrie værter) i pausen af de hvi’es kamp mod OB. Pis.

Sponsor banquet

Jeg var desværre ikke med, men det skal da ikke stoppe mig fra at fortælle lidt om banquetten. I fredags blev den årlige spiller-staff-sponsor-hjælpere-mv banquet nemlig afholdt på Varna. Der var vist knap 200 mennesker, hvilket jeg synes er ret imponerende. I år var der forskellige auktioner – bl.a. over vores spilletrøjer. Nicolai Iversens trøje blev solgt for 10000 godt hjulpet på vej af ejermandens egne opfordringer til at hæve prisen med klassiske fodbold-gloser ala "Det er nummer 10, og ved nummer 10 er det jo en vis magi, vi snakker Laudrup, Elkjær og Maradona og ja selvfølgelig mig selv". Det var vist Chris’ der gik for det højeste beløb – det dobbelte af min. Det er nu fair nok. Der er jo laangt mere stof i hans trøje. Især rundt om maven er der jo nærmest en meter mere stof i hans da min på indersiden er helt tyndslidt på grund af stoffets kontinuerlige gnubben mod et vaskebræt. Naaaaah det er ikke helt sikkert I skal tro på det... Nå, min blev godt nok kun solgt for 8000 til gengæld, og meget mere vigtigt, var køberen ingen ringere end Lars Windfeld himself! Hvad mere kan en gammel fan ønske sig? Man kan nu godt påstå, at det er rimligt nok, at han nu har mulighed for at hænge min trøje op midt i stuen da jeg, da jeg boede i USA med den nuværende SISU-træner Jesper Krone, i to år havde en forside med Lars Windfeld hængende på væggen. Vi er helt tilbage i 1998, hvor det sidste rigtige AGF highlight indtraf, da de ekspederede Nantes ud af UEFA-cuppen. Han hang forøvrigt ved siden af et flot billede af en Århus Sporveje (RIP) bus nummer 14 (mod Skjoldhøj mener jeg), som Jesper far havde været så venlig at sende over til os. Et flot syn, som jeg er ret sikker på var unikt i USA...

Over and out

Så må det være nok med dette skriveri. Slutspillet er ovre og dermed også denne blog. Tak til min mor og måske min far, som jeg formoder har kæmpet sig hele vejen igennem. Også et stort og sørgmodigt farvel og tak til den mange årige Århus Stiftstidende basketball-journalist Peter Eilertsen, som har valgt at stoppe på Sporten efter at have dækket os i hele min tid i Bakken. Tak for mange hyggelige snakke og jeg forventer også fortsat at se dig i Arneaen selvom du skal betale for at komme ind nu...

God sommer til alle og husk, at det er om sommeren man kan blive bedre end ens konkurrenter...